om Mishimas Sømanden der pådrog sig havets vrede
I
Nogen gang overstiger myten om forfatteren forfatterskabet. Det er der talrige eksempler på. Oftest skyldes det, at forfatterskabet ikke har den fornødne kvalitet til at give modvægt til forfatterens liv og livsførelse. Men en sjælden gang i mellem, så skyldes det at visse omstændigheder ved forfatterens liv er så exceptionelle at det langt overstiger et ellers kraftfuldt og bemærkelsesværdigt forfatterskab. Yukio Mishima er en sådan forfatter.
Mishima var mange personer. Han var først og fremmest forfatteren, som skrev mere end 20 bøger, mere end 40 skuespil, knap 100 noveller og hundredevis af digte og essays på en ganske kort karriere i perioden fra 2. Verdenskrigs slutning og til hans død i 1970. Men han var også skuespiller, politisk aktivist, kampsportsekspert og gennem sin private hær, Tatenokai, glødende fortaler for, at det japanske samfund skulle vende de vestlige værdier ryggen og finde tilbage til dets oprindelige dyder og kejserens Japan. Til dét han omtalte som ægtheden. Han var muligvis homoseksuel, muligvis ikke. Ligegyldigt, hvis ikke hans bøger også kredsede omkring homoseksualitet, spirende seksualitet og mere end almindeligt varmt venskab mellem drenge.
Men mest mytisk er dog hans død. Den 25. November 1970 besætter han og 4 andre medlemmer af Tatenokai den øverste kommandør i Japans militærs kontor og tager kommandøren som gidsel. Mishima holder en tale på kontorets balkon til soldaterne, som er forsamlet nedenunder. Talen indeholder et manifest og en række krav som han og Tatenokaisoldaterne forlanger, at det japanske samfund skal tage til sig. De forsamlede soldater buher ham bogstaveligt talt ud og Mishima forlader hurtigt balkonen. I Kontoret begår han seppuku, den for samuraier traditionelle og ærefulde form for selvmord, hvor man stikker et lille sværd dybt i maven på sig selv og skærer fra venstre mod højre. Efter seppuku foreskriver traditionen at en assistent skal begå kaishakunin på den døende, altså hakke hovedet af ham. Dette sker også og billedet af Mishimas afhuggede hoved gik verden rundt.
Så ja, myten om manden og hans død overstiger på alle måder litteraturen, også i dette tilfælde. Men det er helt og aldeles ufortjent, for Mishimas forfatterskab er enestående og meget komplekst.
II
I bund og grund kredser en stor del af Mishimas litteratur omkring syndefaldet. Tabet af uskyld, selvpåført eller af andre påført. Ofte er den afgørende situation, det der udløser tabet for en af hovekaraktererne beskrevet på afstand, gennem et vindue, eller et kighul, utydeligt men alligevel uden at vedkommende kan være i tvivl om at tæppet er blevet trukket væk under denne, og verden for stedse vil se anderledes ud.
Oprøret er i Mishimas verden ofte vendt mod den voksne, den etablerede verden. I Mishimas øjne en degenereret og disciplinløs verden, der skal bekæmpes med paroler og, om nødvendigt, vold. Kammeratskabet er vigtigt for Mishima, som i krig, som i strid , som i kærlighed, ikke kun til kammeratskabet, men også mænd i mellem. Den homoseksuelle idé er netop blot en idé hos Mishima. I hans litteratur fuldbyrdes det aldrig.
Sproget er poetisk, farligt. Symbolerne er tonstunge og ofte, for karaktererne, fatale. Væmmelsen ved vesten og hadet til vestens indflydelse på det japanske samfund er udtalt.
Karaktererne er ofte drevet af en lyst til noget større og bedre. En større mening, som nok er spirituel i dets udtryk, men som altid fremelskes via hårdt jordisk arbejde og disciplin. Sentimentalitet er svaghed. Sømanden der pådrog sig havets vrede er essensen af alt ovenstående.
III
I en lille japansk kystby bor Noboru med sin mor Fusako. Fuskako har en butik med alskens vestligt tingeltangel som Noboru og hans venner, et voldeligt slæng, som dyrker noget de kalder objektionisme og som afskyr al subjektivitet og menneskelige følelser, afviser som svagt, patetisk og i sidste ende en latent fare mod al ægte og japansk.
Ryuji er en sømand, som ind i mellem går i land i deres by og besøger Fusako i hendes butik. De tiltrækkes, ikke så meget af hinanden, som af ideen om hinanden og indleder et forhold. Noboru og hans venner idoliserer Ruyji og anser ham for maskulin, fri og ægte. Men efterhånden som hsitorien skrider frem, finder læseren og Noboru ud af at Ryuji er forfængelig og utro mod sine egne idealer, i hvert fald mod dem som drengene bygger op omkring ham. Drengenes idolisering vendes med ét til had, den dag hvor Noboru ser moren og Ryuji dyrke sex og han samtidig finder ud af at Ryuji går i land for stedse. Drengene bliver klar over at de bliver nødt til at slå Ryuji ihjel.
Historien om Noboru og hans slæng indeholder samtlige de for Mishima så typiske elementer, skildret i så rolig og selvfølgelig en tone, at det løber læseren koldt ned af ryggen. Mishima er nådesløs i sin kritik af det princip- og disciplinløse vesten og knastør i beskrivelsen af drengenes logik og ræsonnement.
Det er en skyggeverden, en for Mishima ægte verden, inde i kernen af alt det kunstige, man som læser føres ind i. Det er foruroligende, dragende og først og fremmest ubegribeligt velskrevet.
Dette var tredie afsnit i en lille serie om 6 bøger, som har flyttet mig som læser. Første afsnit omhandlede Christoph Heins I hans tidlige barndom en have - den kan du læse her. Andet afsnit beskæftigede sig med fantastiske Delillo og hans Underworld - læs det her
