fredag den 2. marts 2012

Makkerskabet og fortsættelsen på historien.




Okay. Jeg har læst Zlatans selvbiografi. Det er også Lagercrantz’ Zlatan-bog. Og hvad så? Vil du noget? Ligesom? Det tog mig tre dage. Ligesom. Superevilmegabitsch. Og vildt fedt. Helt hysterisk. Ligesom. Og jeg vil fremover kun skrive som Zlatan taler. Ligesom.

Og dog…

Historien om Zlatan er mageløs. Ikke så meget på grund af den rags-to-riches-historie som naturligt bliver rammefortællingen. Ikke så meget på grund af røverhistorierne fra tiden i nogle af verdens største fodbolklubber; Ajax, Juve, Inter, Barca, Milan. Ikke så meget på grund af det spraglede og til tider virkeligt underholdende persongalleri som Zlatan har været og stadig er en del af. Nej, den er mageløs på grund af de først 100 sider, der beskriver Zlatans barndom og opvækst i Malmö-ghettoen, med det nærmest sort-humoristiske navn, Rosengård.

En barndom i en ærekær og eksplosiv balkan-familie, med en voldelig og overarbejdet mor og en fraværende og alkoholiseret far. En barndom hvor den lille og spinkle Zlatan render rundt ude hele tiden sammen med resten af rødderne, fordi hjemme er lig med problemer og sult. En barndom hvor Zlatan stjæler cykler og fodboldkort og slik og hvor rapserierne gradvist kunne være blevet, og ind imellem også bliver, mere alvorlige end som så, og hvor mange af vennerne bliver fuldblodskriminelle, som hele tiden er på vej ind og ud af fængslerne.

Zlatans beskrivelse af fraværet af kærligheden, af tævene, overlevelsesstrategierne og hvordan en kriger fødes af et fundament så porøst som gråt, frostsprængt cement, er ganske enkelt gribende og dybt respektaftvingende. Mest af alt fordi Zlatan ikke lægger skjul på at han ikke kunne have gjort det alene. Gode mennesker har hjulpet ham hvor det gjaldt, eller i hvert fald givet ham en afgørende mulighed og den har Zlatan formået at gribe. De mennesker glemmer Zlatan aldrig. Lige så lidt som han glemmer dem, der modarbejdede ham, prøvede at udnytte ham eller fastholde ham i en stereotyp. Taberen.

Og hvad med makkerskabet? Ghettodrengen Zlatan og stang-elitære Lagercrantz? Jo, naturligvis sidder man med fornemmelsen af at Zlatan har været Lagercrantz’ brune hånddukke i processen. Men det gør man kun pga. den massive omtale bogens tilblivelse har fået og de løftede øjenbryn makkerskabet har fremkaldt i visse dele af pressen. Det er åbenbart et makkerskab, som efterfølgende truer med at blive endnu et sort kapitel i den historie om Zlatan, som handlede om hvordan de hvide børns forældre prøvede at få den uregerlige Zlatan smidt ud af, den fine fodboldklub, Malmö FF, og som må efterlade den nu voksne Zlatan, skulle han interesse sig for det – men det gør han nok ikke, med følelsen af igen ikke at høre til i det fine selskab. Det hvide selskab.

Og netop fornemmelsen af ikke at høre til løber som en rød tråd igennem fortællingen om den massivt succesrige svenskers færd fra bunden af det svenske samfund til den absolutte top af den internationale fodboldverden. Fra spinkel prügelknabe til feteret multimillionær og forbillede.

Zlatan er for meget. Han fylder urimeligt både fysisk og mentalt. Zlatan laver fjender og Zlatan kommer i problemer. Sådan var det som barn og sådan er det nu. Zlatan taler og røven går. Zlatan har aldrig læst andre bøger end sin egen. Zlatan kan godt lide biler og dyre ure. Zlatan har kun en gang drukket sig fuld. Zlatan kører 325 km/t i sin Porsche Turbo og kører fra politiet. Zlatan hører ikke til. Men Zlatan er en vinder. For han fokus og fightervilje. Og han laver sig ikke om for andre. Lyt – lyt ikke, er hans motto. Med andre ord, glem ikke hvem du er inderst inde. Klichéen lever med andre ord. Men den dag en opvækst som Zlatans bliver en kliché, den dag har vi et problem, som end ikke 1000 Zlatan’er kan sparke os ud. Lad endeligt den historie stoppe her.